Den skønne natur var et gennemgående tema tilbage i den danske guldalder, hvor vi finder landskabsmalerier præget af blå himmel, højstammede bøgeskove og bakker med stort udsyn over landskabet. Der er sket en hel del med vores naturopfattelse fra 1800-tallets panteistiske verdensbillede frem til i dag. Naturen er ikke længere præget af en guddommelig kraft, men opfattes i stedet som et produktionsapparat.

Kan vi kun se naturen som en ressource?

Klimakrise og det våde, men varme danske vejr, er noget de fleste taler om for tiden. Her på højskolen lige så. Både til diverse morgensamlinger og henover frokosten bliver klima, vind og vejr flittigt diskuteret. Men bliver naturen kun italesat som en maskine, der skal fungere for de næste generationer? Har vi ikke længere sans for at se og tale om naturens egen skønhed?

I mandagens debatindlæg drøfter forstander Bjørn Bredal sammen med journalist og psykoanalytiker Tine Byrckel samtidens uromantiske syn på naturen.

”Vi forstår og respekterer ikke naturen som natur, som noget levende med det strejf af hellighed eller i hvert fald skønhed, som alt levende har. Naturen forstås som teknik, forretning, fabrik. Hvad hedder et stykke natur i balance? Det hedder et økosystem. Og denne systemtænkning er til stede langt ind i de grønneste miljøforkæmperes rækker”, skriver Byrckel og Bjørn i deres debatindlæg.

De giver efterfølgende et eksempel på, hvordan vi i dag er opdraget til at forstå naturen: ”Vi sad i et sommerhus, der fløj en fugl mod panoramavinduet, den faldt ned og var død. En lille dreng løb ud og kiggede på den, løb tilbage ind i stuen og sagde forpustet: »Den virker ikke!«. Fuglen virker ikke. En lille dreng, der siger sådan, er godt opdraget anno 2020. Sådan forstår vi naturen, og sådan ser vi på os selv som mennesker. Tekniske indretninger, maskiner der virker eller ikke virker. Og hvis vi for alvor virker, gør vi det for at generere overskud i samfundets store forretning. Gylle, vindmøller og penge. Men hvor er skønheden?”

Natur er økonomi

I debatindlægget uddyber Byrckel og Bjørn samtidens nye tekniske natursyn og drøfter hvorvidt naturen i dag er præget af økonomi: ”Nogen synes, at vindmøller er fede, nogen synes, de er ufede. Hvem træffer afgørelsen? Pengene, selvfølgelig, som har fået deres egen, mærkelige metafysik. Vindmøller er fede. Pengene har talt.”

Til trods for at pengene har talt, mener Byrckel og Bjørn, at vi alligevel har nogle grænser, vi må overholde: ”Hvis vi prøver at have øje for naturens skønhed, så sætter det nok visse grænser for, hvor langt vi kan komme med udelukkende at tænke i vores rettigheder, menneskerettigheder. Vi har dem, de menneskerettigheder, og vi skal værne om dem. Men vi har ikke ret til alting, der er grænser. Og der er pligter. En af pligterne er måske at respektere og forstå naturen – herunder os selv – som noget levende, det vil sige noget, der har skønhed.”

Afslutningsvis skriver Byrckel og Bjørn at vi – om end vi er miljøsvin eller klimaaktivister – bør lære at se på naturen som noget større og noget skønnere end blot en ressource: ”Naturen kunne vist godt tænke sig lidt ydmyghed fra menneskets side. Lidt mindre disruption og lidt mere bevaring. Grænser for vilje, for vækst, for rettigheder, for alt muligt. Og sans for skønhed.”

Du kan læse hele debatindlægget i mandagens udgave af Politiken. Du kan også finde flere forstandertanker her.