BLOG: Byen var i centrum på Johan Borups Højskole. Amanda Flensted Zarin har sat ord på – selv tog hun sin egen usikkerhed i hånden og fik en tur på Vesterbro.

I sidste uge arbejdede hele Johan Borups Højskole sammen om emnet BYEN. Til daglig er vi fordelt ud på vores respektive linjer, hvor der er alskens temaer i gang alt efter faget, man er tilknyttet.

Derfor var det en spændende afveksling, at både scenekunst, musik, forfatter, dokumentar og design arbejdede med et paraply-emne hele ugen, som vi alle skulle producere noget ud fra.

Højskolen ligger på Frederiksholms Kanal i hjertet af København, så vi er helt åbenbart eksponeret for byen til daglig. Derudover bor de fleste elever i byen og har givetvis et særligt forhold til den; en bydel, en gade, en café. Lidt af det hele, måske. Nu handlede det pludselig om at bruge byen i det kreative arbejde. For mit vedkommende, på forfatterlinjen, skulle vi skrive om byen.

Vi blev sendt ud til hver vores bydel, hvor vi brugte den første dag i ugen på at indsamle empiri i form af gader, mennesker, sansninger – hvad end vi kunne finde, der inspirerede os til at skrive noget.

Om fredagen, inden temaugen blev skudt i gang den følgende mandag, havde skolen besøg af digteren Søren Ulrik Thomsen, der blandt andet er kendt for at tematisere byen i sit forfatterskab. Med flere gode oplæsninger fra sine egne værker var Thomsen naturligvis til stor inspiration.  Og på samme tid blev jeg nervøs for, om jeg selv ville være i stand til at skrive noget som helst (godt) om hovedstaden. Jeg er ikke selv fra København og har umiddelbart ikke nogen følelser for byen udover, at det er dejligt at være her. Det er for åbenlyst at skrive et digt om Istedgade, tænkte jeg, da jeg blev sendt til Vesterbro som min personlige bydel. Hvad skulle jeg finde på? Det var udfordrende, men det endte med at være netop følelsen af usikkerhed, der blev temaet for mit arbejde. Jeg besluttede mig for at gøre mig selv til turist, så jeg tog ydmygt til Vesterbro og skrev om dét at være ny i byen og hvilke spændinger og forventninger, det afføder. Og det mindede mig om, at man nogle gange får mere ud af at undersøge noget med det udgangspunkt, at man intet ved om det.

Det hele endte i hvert fald godt, da temaugen fredag eftermiddag kulminerede i en imponerende fremvisning med både en film fra dokumentarlinjen, teater fra scenekunst, oplæsninger fra forfatterlinjen og sange fra musiklinjen. Og apropos musiklinjen lavede Pouya Buzz, som er elev på denne, et ekstraordinært lyddesign om København, som forklarer sig bedst ved at blive hørt:

https://soundcloud.com/pouyagoran/copenscape

Fremvisningen foregik i smukke omgivelser, nemlig oplyst af designlinjens lamper, som de havde lavet ud fra undertemaet lys i byen. De blev, som os på forfatterlinjen, sendt ud for at lade sig inspirere af byen og omsætte det til form, farver og lys, der til sidst blev til de førnævnte lamper. Det var en perfekt afslutning på ugen at se det færdige produkt af vores alles arbejde om byen og i byen, at se hvad temaet havde skabt i de forskellige kreative felter.

Sidste uge gik det op for mig, at man ikke behøvede at kende hele byen som sin egen bukselomme for at bruge den i kunsten. Det handlede om at fortolke det rum, vi befandt os i og lade os inspirere af det. Og måske, tænkte jeg, handler det også om alt det ved byen, jeg ikke forstår.