Udsyn

19. juli-25. juli 2027

sommerhøjskole johan borups højskole

En sommer med udsyn!

På årets første sommerhøjskole i uge 29 skal vi lytte, tænke, skabe, synge, smage, høste og give. Vi skal i dialog med NGO’er, aktivister, politikere, sociologer både hjemme på højskolen og finde ud af, hvordan vi kan bidrage til at gøre vores samfund bare lidt bedre. I løbet af ugen kommer vi omkring temaer som solidaritet, social bæredygtighed og fremtidens fødevarer.

Vi skal rundt i København på byens museer og udstillinger, vi skal synge sammen, vi skal bevæge os (og andre), og vi skal ud og sanke vores egne fødevarer,  og i fællesskab skal vi også lave en storslået middag!  Både hjerner, hjerter og hænder skal i spil.

Hver dag har sit tema:

Mandag: TÆNK

På højskolens første dag er der masser af hjernefoder. Vi skal besøge Christiansborg, og vi skal tale med journalister, politikere, interesseorganisationer og bl.a. tale om, hvad solidaritet egentlig betyder.

Tirsdag: SKAB

Her kommer kunsten i fokus! Vi skal bl.a. besøge udstillinger, selv svinge penslen og tale med kunstnere om, hvordan kunst også kan være aktivisme.

Onsdag: LYT

Onsdagen handler om at lytte. Vi skal på alternativ byvandring, til koncert og vi skal tale om, hvordan vi bliver bedre til at lytte til hinanden på tværs af generationer og sociale baggrunde.

"Vi skal rundt i København på byens museer og udstillinger, vi skal synge sammen, vi skal bevæge os (og andre), og vi skal ud og sanke vores egne fødevarer,  og i fællesskab skal vi også lave en storslået middag!  Både hjerner, hjerter og hænder skal i spil."

Torsdag: SYNG

Om torsdagen skal vi for alvor bruge vores stemmer – vi skal synge! Når vi synger sammen, frigiver det endorfiner i kroppen og sænker stressniveauet, imens det øger følelsen af samhørighed. Vi skal både synge for og med hinanden, og om aftenen kommer der også nogen og synger for os.

Fredag: Smag

Fredagen handler om sammenhængen mellem madkultur og sociale fællesskaber. Vi skal tale om, hvordan fremtidens fødevarer kan blive produceret både økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt, og vi skal selv ud og sanke spiselige planter.

Lørdag: Giv

Hele ugen har vi modtaget en masse. Nu er det tid til at give! I fællesskab skaber vi både rammer og indhold til en forunderlig frokost for nogle særlige gæster. Derudover runder vi af med en festlig middag for at fejre ugen, vi har været igennem sammmen.

Søndag: På gensyn

Søndag spiser vi brunch, synger sammen, samler vi op og runder af og snakker om, hvad vi kan tage med os fra ugen.

Forvent en uge med nye indsigter, kritisk refleksion, tværdisciplinære udfordringer og styrkede fællesskaber.

Programmet opdateres løbende og er med forbehold for ændringer.

Det levende bord sanketur amager fælled johan borups højskole 2024
sommerhøjskole mennesker københavn jubler
Frokost og aftensmad på Johan Borups Højskole i København

Kursusleder
Ina Jacobsen

Ina har i en årrække arbejdet som projektleder på Johan Borups Højskole og bl.a. stået bag litteraturfestivaler, markedsføringskampagner og daglig organisering på skolen. Til daglig arbejder hun – udover sit virke på Johan Borups Højskole – med  at forbedre madkultur og sikre kvalitet på tallerkenerne i den tyske almennyttige organisation Die Gemeinschaft med hovedsæde i Berlin.

 

Vi opdaterer løbende om kursets ledere og undervisere.

Ina Jacobsen, Johan Borups Højskole, medarbejder
Ina Jacobsen

TILMELDING & Praktisk info

Det koster 4.200 kroner at deltage på sommerhøjskolen – og er du studerende eller tidligere elev på et langt kursus inden for de seneste 10 år, kan du komme med for 3.400 kroner.

Vi har desværre ingen sengepladser på højskolen, så du må sove hjemme eller finde anden sovemulighed, hvis du ikke er fra København og omegn. Du kan finde billig overnatning hos enten Danhostel Copenhagen eller Downtown Hostel, der begge ligger få minutters gang fra højskolen.

Når du har tilmeldt dig, sender vi dig en bekræftelse på at du er optaget på kurset. Herefter modtager du en FI-kode, som du betaler gennem din netbank.
Ved framelding senest en måned før kursusstart returneres kursusgebyret fratrukket 500 kr. i administrationsgebyr. Det samlede kursusgebyr returneres med 50% ved framelding mindst 14 dage før kursusstart. Ved framelding mindre end 14 dage før kursusstart eller udeblivelse fra kurset returneres kursusgebyret ikke.

Det er muligt via Europæiske Rejseforsikring at tegne en afbestillingsforsikring. Du skal være fyldt 18 år for at kunne deltage i kurserne.

Sommerhøjskolen UDSYN finder sted 19. juli-25. JULI 2027 på og omkring Johan Borups Højskole.

Tilmelding

højskole københavn elever støttemuligheder johan borups
sankning amager fælled højskole, bæredygtige madsystemer, sommerhøjskole