JOBOPSLAG: ny visionær forstander
Drømmer du om at stå i spidsen for en kunstnerisk højskole med dybe rødder i højskolebevægelsen og samtidskulturen? Tror du på fællesskabet som en forandrende kraft? Og på dannelse som noget, der sker i mødet mellem mennesker med forskellige baggrunde og perspektiver? Så er det måske dig der er vores nye forstander.
Johan Borups Højskole er en dynamisk højskole, der siden 1891 har været et centralt samlingspunkt for unge fra Danmark og resten af Norden. Vores skole, som har til huse i et smukt gammelt palæ midt i Københavns kulturkvarter, er et oplysningsprojekt i menneske og samfund, som animerer til personlig og kulturel udfoldelse.
Vi tilbyder et stærkt fagligt miljø inden for kunst, dokumentarfilm, arkitektur, teater, musik, design og forfatterskab med professionelle kunstnere som undervisere. Som byhøjskole er vi dybt integreret i Københavns kulturliv samtidig med, at vi værner om et forpligtende højskolefællesskab.
Johan Borups Højskoles vigtigste opgave er at være et førende ud- og dannelsessted for unge. Vores skole arbejder for at give eleverne en forståelse af det samfund, de er en del af, og en indre forståelse af, hvem de selv er, både personligt og fagligt.
Som forstander er du skolens daglige leder, den pædagogiske frontfigur og den øverste administrative chef. Du varetager ansvaret over for bestyrelsen i forhold til skolens økonomi, retning, personale og faglige indhold, og du leder et hus fyldt med liv, hvor unge formes og kunsten trives.