fbpx

Kreativ skrivning

Sommerhøjskole 2023

udvid din litterære stemme

Forfatterens værktøj er sproget, ligesom malerens værktøj er pensel og lærred, og danserens værktøj er kroppen. På dette kursus skal vi undersøge forholdet mellem skrift og krop. At skrive kan være et meditativt rum, hvor vores tanker fokuseres, men kan det også forankre os i vores krop? Hvordan mærker og sanser vi vores egen og andres kroppe igennem skriften, og hvordan skriver vi, så det kan mærkes i kroppen? Kroppen kan være kropumulig, og sproget kan gøre nogle kroppe mere umulige end andre. Vi skal undersøge, hvordan vi kan åbne sproget for kropslig mangfoldighed og for sansningen af vores omgivelser, som vi kan takke vores krop for.

På sommerhøjskolens skrivelinje får du skærpet dit sprog og dine virkemidler, du prøver kræfter med forskellige udtryk og du vil opdage, at din litterære stemme har meget større spændvidde, end du måske tror.

Først og fremmest skal vi skrive! Vi laver en lang række skriveøvelser, der pirrer din nysgerrighed, finpudser dit sprog og giver dig nye virkemidler til at forbedre din kreative skrivning. Men vi skal også læse, både hinandens og andre tekster. Vi læser hinandens tekster – en øvelse vi kalder ’tekstlæsning’, og den går i al sin enkelhed ud på at blive bedre til at analysere og fortolke den tekst, vi sidder med foran os: Hvordan forstår du din holdkammerats tekst? Hvad står der egentlig? Hvilke forslag har du til, hvordan vedkommende kan arbejde videre med teksten? Jo bedre du bliver til at læse andres tekster, jo bedre bliver du til at læse dig selv.

Undervisere er Andrea Fjordside Pontoppidan og Gustav Strange.

Andrea Fjordside Pontoppidan (f. 1990), som er uddannet litterat fra Københavns Universitet og har gået på den svenske forfatterskole Biskops Arnö. Hun arbejder som forfatter, kritiker, redaktør og skribent. Hun har skrevet digtsamlingen Kartoffeløje, der er udkommet på forlaget Ovbidat i 2022, og har tidligere undervist på Testrup Højskole i kreativ skrivning og litteratur. Hun er til daglig anmelder hos Atlas Magasin og litteraturmagasinet Standart samt redaktør hos mikroforlaget Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

Gustav Valdemar Strange (f. 1992) er uddannet litterat fra Københavns Universitet og har gået på Forfatterskolen i København. Han arbejder som forfatter, oversætter og som redaktør hos mikroforlaget Tredje september. Han har tidligere bl.a. undervist i kreativ skrivning som huskunstner ved Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne. Hans egne tekster er bl.a. publiceret i tidskrifterne Hvermandag og Sorg og samfund, og for tiden arbejder han på at færdiggøre et romanmanuskript.

Der er i øjeblikket fyldt op på kreativ skrivning på sommerhøjskolen, men meld dig til, så kommer du på venteliste – eller meld dig til én af de andre kurser på sommerhøjskolen, hvor der stadig er enkelte pladser.

Andrea Fjordside Pontoppidan
Gustav Strange

sommer på johan borups

Brug en uge af din sommer på at skabe, synge, danse, bevæge dig og skrive; oplev – eller genoplev – højskolelivet midt i København, når vi igen holder sommerhøjskole i slutningen af juli. Vælg mellem fem kunstneriske linjer:

KERAMIKDANS & IMPROVISATIONKREATIV SKRIVNINGBILLEDKUNST

som du fordyber dig i det meste af ugen. Uden for linjeundervisningen er der selvfølgelig også højskolesang, inspirerende oplæg, vidunderlig mad og mulighed for at møde en masse skønne mennesker.

Mandag til fredag er der morgenmad fra 8.15, morgensamling kl. 9, undervisning på linjerne 9.30-12.30 + 13.30-15.30 og fælles aktiviteter om eftermiddagen og aftenen indtil kl. 22.  Lørdag fremviser vi for hinanden, venner og familie, hvad vi har arbejdet på i løbet af ugen, og om aftenen er der festmiddag! Søndag spiser vi brunch, evaluerer og siger på gensyn. Vores kvalitetskøkken serverer alle måltiderne, spændende og sund mad fra hele verden.

Sommerhøjskolen 2023 finder sted 24.-30. juli på og omkring Johan Borups Højskole. Læs mere her. 

Tilmelding

praktisk info

Det koster 3.800 kroner at deltage på sommerhøjskolen – og er du studerende, får du 500 kroner i rabat.

Gamle elever på lange kurser kan deltage i sommerhøjskolen for 2.800 kroner.

Vi har desværre ingen sengepladser på højskolen, så du må sove hjemme eller finde anden sovemulighed, hvis du ikke er fra København og omegn. Du kan finde billig overnatning hos enten Danhostel Copenhagen eller Downtown Hostel, der begge ligger få minutters gang fra højskolen.

Når du har tilmeldt dig, sender vi dig en bekræftelse på at du er optaget på kurset. Herefter modtager du en FI-kode, som du betaler gennem din netbank.
Ved framelding senest en måned før kursusstart returneres kursusgebyret fratrukket 500 kr. i administrationsgebyr. Det samlede kursusgebyr returneres med 50% ved framelding mindst 14 dage før kursusstart. Ved framelding mindre end 14 dage før kursusstart eller udeblivelse fra kurset returneres kursusgebyret ikke.
Det er muligt via Europæiske Rejseforsikring at tegne en afbestillingsforsikring. Du skal være fyldt 18 år for at kunne deltage i kurserne.

Tilmelding

Højskolesangbogen Johan Borups Højskole
Det Levende Bord - Valgfag