Halvt Urne Halvt Gral - en filmatisering af Melanie Kittis digtsamling
Gratis filmvisning
7. MAJ 2026 KL. 18:30
Halvt Urne Halvt Gral, er en film, produceret og instrueret af Nynne Roberta Pedersen og Lasse B. Ondesen, baseret på Melanie Kittis anmelderroste digtsamling af samme navn, som udkom i 2022. Digtsamlingen er en original og uafrystelig bog om ophav, regler og udgrænsning – og om trangen til at fylde tomheden ud. Politiken skrev blandt andet: Nogle af linjerne er så gode, at man burde synge snarere end at læse dem højt (…).
Den 7. maj inviteres du til gratis visning af filmen i vores smukke sal, hvor vi også får besøg af filmens instruktører og skuespillere.
Filmen bliver lige nu også udstillet på Museet for Samtidskunst Roskilde. Om filmen skriver Museet:
Centralt for både videoværk og bog er diskussionen af, at man i Vesten ofte ukritisk og paradoksalt ophøjer og udstøder aspekter af genstande, fortællinger og referencer fra omverdenen, som en måde at forstå og styrke en selvforståelse og egenfortælling – uden altid at være bevidst om eller kontekstualisere den vold det kan medføre eller indse hvilken historisk virkelighed de handlinger taler ind i.
Medvirkende:
Fayeza Ghah Pour, Anton Sonam Hiort-Lorenzen, Alba Brandt, Fie Ljungmann Martens, Erdal Blicci, Marie Vedel, Rasmus Daubjerg, Pernille Abd-El Dayem, Ursula Andkjær Olsen, Lars Skinnebach, Clarissa Conelly, Lasse Raagaard, Rio Jacobi, Kat Pedersen, Rasmus Lützen, Nanna Friis, Gustav Valdemar Strange, Ani Liv Kampe & Melanie Kitti
Komponister:
Mija Milovic & Wilhelm Ljunggren Dahl
Lyd & Kamera:
Ragne Lund, Rio Jacobi, Lasse B. Ondesen, Rosa Quirstoff Spaabæk
Kostumer:
Ulrikke Bak
Program for aftenen
Kl. 18:30
Dørene og baren åbner. Køb en kold pilsner fra To Øl eller en øko sodavand.
Kl. 19:00-20:00
Kort introduktion fra skuespillere og instruktør samt filmvisning i salen. Filmen varer 40 minutter.
Kl. 20:00-21:00
En samtale og mulig diskussion om filmen.
Kl. 21:00
Tak for i aften.
PRAKTISK
Salen i det smukke gamle palæ er desværre ikke tilpasset så kørestolsbrugere, barnevogne og gangbesværede kan komme rundt. Vores sal ligger i trappeniveau under gadeplan, og toiletter ligger på 1. sal.
Højskolen råder ikke over parkeringspladser. Der findes et parkeringshus i BLOX 5 minutter fra højskolen. Cykler parkeres i cykelstativer langs kanalen.